Sandre Kristoffersen har stadig svært ved helt at forstå det.
Når startbilen søndag slipper feltet i Dansk Trav Derby på Charlottenlund Travbane, står hun som den eneste kvindelige træner med en hest i årets Derby. Og det mindre end to år efter, at hun tog springet og blev professionel travtræner.
”Jeg har stadig ikke fået armene ned. Det er så fedt og så stort, at jeg næsten har svært ved at finde ordene. At stå i Dansk Trav Derby allerede i min anden sæson som professionel træner er helt vildt. Det kan simpelthen ikke blive større,” siger Sandre Kristoffersen.
Travsporten har været en del af hendes liv, siden en skolekammerat introducerede hende til hestene som 14-årig. I 2004 begyndte hun for alvor at arbejde med travheste, og gennem mange år foregik det på amatørbasis og primært bag kulisserne.
I oktober 2024 blev drømmen om at gøre sporten til sin levevej til virkelighed. I dag træner Sandre 14 heste hjemme på egen ejendom – og blandt dem altså Derbydeltageren Leicester.
Har været med hele vejen
Forholdet til Leicester gør Derbydeltagelsen ekstra speciel. Sandre udvalgte selv hesten og har været med gennem hele hans udvikling. Fysisk havde han ikke fra begyndelsen de bedste forudsætninger, og derfor er han blevet bygget op med stor tålmodighed og fokus på de små detaljer.
”Jeg har selv valgt ham ud og været med hele vejen, så der er rigtig mange følelser involveret. Vi har passet ekstra på ham og hele tiden forsøgt at gøre det, der var rigtigt for ham. Når man så står her nu, betyder det selvfølgelig noget helt særligt,” siger hun.
Leicester går ind til Derbyet som outsider, men Sandre tror på, at hans store styrke kan blive et våben over løbets krævende 3.000 meter.
”Jeg har en megastærk hest, som er lige dér, hvor jeg gerne vil have ham. Han er en bobler, og jeg synes ikke, han er dårligere end de andre. ”
200 ejere deler drømmen
Sandre står samtidig langt fra alene med følelserne omkring Leicester. Hesten er en anpartshest med omkring 200 ejere, og mange af dem har fulgt hele rejsen tæt.
For Sandre giver det et ekstra pres – men i endnu højere grad en helt særlig opbakning.
”De har mindst lige så mange følelser investeret i ham som mig. Det er fantastisk at se, hvor glade de bliver, og hvor mange der kommer til løbene og laver en masse larm. Mange af dem er nye i travsporten, og tanken om, at Leicester kan give så mange mennesker sådan en oplevelse, er noget af det fedeste ved det hele.”
Søndag bliver følelserne for alvor sat på prøve, når Leicester og de øvrige derbyheste kører frem mod start.
”Jeg ved allerede nu, at hårene kommer til at rejse sig, når startbilen slipper feltet, og man mærker brølet fra de tusindvis af mennesker omkring banen. Det er sådan et øjeblik, man drømmer om at få lov til at opleve,” siger Sandre Kristoffersen.
J. Jensen Dansk Trav Derby afvikles søndag 30. august på Charlottenlund Travbane. Første løb starter kl. 13.35.
Om Dansk Hestevæddeløb
Dansk Hestevæddeløb er den fælles driftsorganisation for trav- og galopsporten i Danmark – ejet af Dansk Galop og Dansk Travsports Centralforbund.
Vi er sat i verden for at skabe oplevelser og fællesskaber med udgangspunkt i hestevæddeløb, baseret på ansvarlighed og med hesten i centrum. Til glæde for publikum og sportens interessenter.
Vi står for at sikre en professionel og ansvarlig drift af den samlede hestevæddeløbssport i Danmark. Vi arbejder for en sport, der udvikler sig – både i bredden og i værdiskabelsen. En sport, der fortsat er relevant for udøvere, publikum og samarbejdspartnere og som formår at tilpasse sig et moderne og ansvarligt hesteliv.
