24. september 2026

|

Pressemeddelelse

Røde Kors-frivillige lægger 75.000 timer om ugen: Potentialet er endnu større

Hver uge lægger Røde Kors-frivillige tilsammen mere end 75.000 timers frivilligt arbejde. Og to ud af tre er klar til at engagere sig endnu mere. Det enorme frivillige engagement kan blive en vigtig ressource i et samfund med flere ældre, voksende ensomhed, mistrivsel blandt unge og behov for et stærkere beredskab

Røde Kors-frivillige lægger 75.000 timer om ugen: Potentialet er endnu større
Af: Røde Kors | Foto: AI-genereret med Google Gemini

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

75.000 timer. Så meget tid bruger frivillige i Røde Kors hver uge på at gøre en forskel for andre mennesker.

De hjælper blandt andet voldsudsatte kvinder, er besøgsvenner i fængsler og på asylcentre, træder til, når kriser og katastrofer rammer og driver Røde Kors’ 270 genbrugsbutikker. Samlet gør de 40.000 frivillige hvert år en forskel for mere end 56.000 mennesker.

Men potentialet er endnu større. To ud af tre af Røde Kors’ frivillige svarer, at de er parate til at hjælpe mere, end de gør i dag.

Det frivillige engagement er derfor en ressource, som Danmark skal blive endnu bedre til at bringe i spil, siger præsident for Røde Kors Jette Runchel.

75.000 timers frivilligt arbejde hver eneste uge fortæller noget om den enorme vilje og kapacitet, der er til at engagere sig og gøre en forskel for andre. Og når mange samtidig siger, at de gerne vil gøre endnu mere, ligger der et kæmpe potentiale. Det skal vi som samfund blive bedre til at skabe plads til siger Jette Runchel

Udfordringer kræver nye samarbejder

Fredag samler Røde Kors frivillige, beslutningstagere og eksperter på Nationalmuseet til konferencen Håb i en foranderlig verden, der samtidig markerer afslutningen på organisationens 150-års jubilæum i år.

Her er et af de centrale spørgsmål, hvilken rolle frivillige og civilsamfundet skal spille i fremtidens Danmark.

For samfundet er under forandring: flere ældre, flere oplever ensomhed, mange unge kæmper med trivslen, og samtidig skal Danmark være bedre rustet, når kriser rammer.

Ifølge Jette Runchel kalder udviklingen på et tættere og mere forpligtende samarbejde mellem civilsamfundet, den offentlige sektor og erhvervslivet.

Frivillighed har altid været hjertet i Røde Kors. Udviklingen stiller nye krav til os, men den åbner også for, at frivillige kan spille en endnu større rolle i fremtiden siger Jette Runchel

Skal ikke erstatte professionelle

En større rolle til civilsamfundet betyder ifølge Røde Kors ikke, at frivillige skal overtage opgaver fra velfærdssamfundets professionelle medarbejdere. Tværtimod kan de frivillige netop noget andet og kan derfor bygge oven på den professionelle indsats: De kan skabe relationer og fællesskaber, bygge bro mellem mennesker og være til stede for nogen, der måske ikke har andre.

Vi har brug for alt det, de professionelle kan, og alt det, de frivillige kan. Opgaven er at blive endnu bedre til at bringe de forskellige styrker i spil sammen siger Jette Runchel

Behov for tydelige aftaler

Røde Kors hilser derfor også regeringens ambition om en ”Foreningslivets Trepart” velkommen. Ifølge Jette Runchel er der behov for en langsigtet dialog om civilsamfundets rolle og de rammer, der skal gøre det muligt for frivillige organisationer at bidrage endnu mere. Det handler blandt andet om organisering, finansiering og tydelige aftaler om roller og ansvar.

Vi ved, at rigtig mange er klar til at træde til – både i hverdagen og når samfundet bliver ramt af en krise. Men hvis vi ønsker at bringe det enorme engagement endnu mere i spil, kræver det, at vi investerer i det siger Jette Runchel forud for konferencen

」Vi ved ikke, hvordan Danmark eller verden ser ud om 50 eller 150 år. Men jeg er sikker på, at der fortsat vil være brug for mennesker, der træder til for hinanden. Fremtidens frivillighed skal formes nu, hvis vi også fremover skal have stærke fællesskaber og et samfund, der kan handle, når mennesker har brug for hjælp siger Jette Runchel.

Røde Kors’ 150-års jubilæumskonference Håb i en foranderlig verden finder sted fredag 25. september kl. 9.30 – 15.00 i Festsalen på Nationalmuseet.

150 ÅR MED RØDE KORS I DANMARK

Røde Kors i Danmark blev grundlagt i 1876 under navnet Foreningen af syge og såredes pleje under krigsforhold. Siden har organisationen udviklet sig i takt med nye humanitære behov i Danmark og resten af verden.

Under overskriften Fremtidens Frivillige har Røde Kors blandt andet afholdt fem jubilæumsfolkemøder i Odense, Herning, Aalborg, Kolding og Ringsted foruden en række lokale jubilæumsfejringer over hele landet.

Jubilæumsåret afsluttes med konferencen.

FAKTA: Frivillighed i Røde Kors

  • Røde Kors har omkring 40.000 frivillige i Danmark.

  • De udfører tilsammen mere end 75.000 timers frivilligt arbejde om ugen.

  • Frivillige gør hvert år en forskel for mere end 56.000 mennesker gennem Røde Kors’ sociale indsatser.

  • To ud af tre frivillige i Røde Kors angiver, at de er parate til at engagere sig endnu mere.

  • Røde Kors driver 270 genbrugsbutikker med hjælp fra frivillige.

Nøgleord
Foreninger & frivillighedPolitikDebat
Event Information