Skip to main content
17. november 2025

Tusindvis gæstede julemarkedet på Sørup Herregaard

Sørup Herregaards første julemarked tiltrak tusindvis af besøgende og blev en stor succes med kø hele vejen til Ringsted.

Af: Andreas Hjort | Foto: Mick Friis

Da Sørup Herregaard i weekenden for første gang åbnede dørene til sit julemarked, blev det hurtigt tydeligt, at interessen var stor. Køen voksede helt ud mod Ringsted, og weekenden endte med flere tusinde besøgende, som lagde vejen forbi for at opleve den nye juletradition.

Herregårdens gårdsplads var fyldt med et bredt udvalg af stande, hvor udstillere fra både Midtsjælland og andre dele af landet tilbød delikatesser, julepynt, brugskunst og andre gaveidéer. For børnene var julemanden og ponyridningen blandt weekendens faste stoppesteder.

En god start

Det flotte og klare vintervejr bidrog til en hyggelig atmosfære, der gjorde, at gæsterne kunne bruge mange timer på pladsen. Madvognene havde travlt, og herregårdens restaurant blev brugt, når der var brug for en varm pause.

CHPevent arrangerede julemarkedet, og de er meget tilfredse med weekenden, hvor både gæster og udstillere gik derfra med en god oplevelse.

Se flere billeder fra weekendens julemarked i galleriet herunder. Fotos: Mick Friis.